Træskibs Sammenslutningen medlemsblad omtaler bestræbelserne på at få Knud Rasmussens ekspeditionsskib KIVIOQ til Hundested
Af Jørn Uz Ruby
Navnet er KIVIOQ, og det var helt bevidst fra Knud Rasmussens side, at sådan skulle hans ekspeditionsskib til den 7. Thule-ekspedition hedde. For på sin 5. Thule-ekspedition – den tre år lange og over 18.000 km lange slæderejse fra Grønland over Canada til Stillehavet – havde den berømte, danske polarforsker nemlig påvist, at der blandt den oprindelige inuit-befolkning tværs over Arktis findes en fælles kultur, fælles traditioner og et fælles verdensbillede. Centralt i dette verdensbillede er myten om den evige vandringsmand KIVIOQ. Historier om ham fortælles overalt blandt klodens nordligste folkeslag. Det er beretninger om, hvordan ånder, kæmper, kannibaler og søuhyrer prøver at gøre livet surt for den evigt søgende eventyrer, når han strejfer om til fods, på hundeslæde, i kajak eller på ryggen af en fisk. Men takket være sine overnaturlige kræfter overvinder han alle farer på sin vej. Ifølge myten har KIVIOQ haft mange liv.
Lige nu arbejder en gruppe træskibsentusiaster på at skabe et nyt liv for skibet KIVIOQ i Hundested havn.
Ambassadørskib
“Også her vil hun være et vigtigt led i fortællingen om den store polarforsker og et naturligt bindeled til hans gamle hus, der nu fungerer som museum i byen,” fortæller tovholder for projekt ‘KIVIOQ til Hundested’, Per Makwarth. Fokus for skibets aktiviteter vil være Hundested Havn og byens tilknytning til Knud Rasmussen, men KIVIOQ kan også komme til at fungere som ambassadørskib for Hundested by og hele Halsnæs med ekspeditioner til andre danske havne, ligesom det kan bruges som en attraktion over for turister, der vil kunne tilbydes ture f. eks. rundt om Hesselø for at se på sæler.
I dagene 16.-18. august besøgte skibet Hundested som led i kampagnen for at få det til byen, og folk valfartede til havnen for at se det historiske fartøj. Flere end 600 besøgende var ombord på skibet for at høre nærmere om projektet.
I forbindelse med drift og vedligeholdelse af skibet er der behov for personer med vidt forskellige kompetencer. Der skal bruges folk med professionelle søfartspapirer, navigatører, skibstømrere, men også træskibsentusiaster af enhver art. Da historiefortælling er en vigtig del af konceptet omkring skibet, blev Per Makwarth navnlig glad, da en af de interesserede fortalte, at hun var eskimolog og havde været guide i Grønland.
“Hun blev omgående hyret til at være guide på skibet, når alt falder på plads,” fortæller Per Makwarth.
Men der er stykke vej endnu. Foreløbig har projektgruppen fået støtte fra Maritim Turisme, så der kan udarbejdes en professionel forretningsplan. Et konsulentfirma er gået i gang med at udregne mere præcist, hvad det vil koste at drive en forening omkring skibet. Skibsbevaringsfonden har allerede støttet en større restaurering af skibet tidligere og erklærer det ikke alene bevaringsværdigt, men også “uerstatteligt”. Selvom forretningsplanen endnu ikke er færdigudarbejdet, vover Per Makwarth alligevel et skud på, at det vil koste mindst kr. 100.000 årligt at vedligeholde KIVIOQ.
Historien
KIVIOQ blev bygget i vinteren 1932-33 på Frederikssund Skibsværft, søsat og navngivet den 16. juni 1933 i København.
Allerede den 22. juni sejlede KIVIOQ med søløjtnant I. V. Tegner som skipper fra København mod Grønland, hvor det ankom til Ammassalik den 13. juli for at fungere som base for den 7. Thule-ekspedition. Her påmønstrede Knud Rasmussen og foretog i første omgang en række rekognosceringsrejser med skibet langs den østgrønlandske kyst. Undervejs nåede han helt op til Scoresbysund. Den 7. og sidste Thuleekspedition var en opfølgning på den forrige ekspedition i 1931, hvor han havde kortlagt kysten fra Kap Farvel til Ammassalik, indsamlet botaniske og zoologiske prøver samt lavet etnografiske og arkæologiske studier. Men undervejs på den 7. ekspedition blev Knud Rasmussen alvorligt syg og måtte afbryde rejsen for at komme under lægebehandling. Han blev sejlet til Julianehåb (Qaqortoq), hvor han fik midlertidig hjælp. Herfra blev han overflyttet til Danmark og indlagt på Gentofte Sygehus, hvor han døde den 21. december 1933.
Inden sin død havde Knud Rasmussen skrevet manuskriptet til en film om en ung, eskimoisk pige, der holder hus for sine tre brødre. De imødeser med en vis ængstelse den dag, hun må forlade dem for at passe en andens spæklampe. Palo’s Brudefærd blev optaget i 1933, og Knud Rasmussen nåede at være med til en del af optagelserne. Filmen fik premiere den 5. marts 1934.
KIVIOQ medvirkede ved optagelser af Palo’s Brudefærd.
Derefter blev skibet købt af Geodætisk Institut og benyttet som opmålingsskib. Siden fulgte en række private ejere, skibet forfaldt og sank i havnen i Nuuk/Godthåb. Det var afslutningen på et af KIVIOQs mange liv.
Nye ejere
Et nyt begyndte, da Knud Erik Møller i 1988 blev udnævnt til havnefoged i Nuuk. Havnen var i dårlig forfatning med flere vrag, som besværliggjorde arbejdet for andre skibe. Under sin første inspektion af havnen opdagede Møller, at masten og en del af styrehuset på et vrag stak op af vandet ved en af kajerne. Efter yderligere undersøgelser fandt han frem til ejeren. Han virkede noget tilbageholdende, da havnefogeden oplyste, at skibet skulle hæves for at skabe plads i havnen.
“Den slags er ikke helt billigt, og jeg kunne jo se på ham, at han ikke havde tænkt sig, at den båd skulle koste ham flere penge. Så jeg tilbød at købe vraget af ham”, fortæller Knud Erik Møller.
KIVIOQ blev hævet og kom på bedding. Forfatningen var værre, end den nye ejer brød sig om, blandt andet manglede rattet. Nogen havde været nede i styrehuset og savet ratstammen over med en nedstryger.
“Men jeg fik da skaffet et nyt og sejlede rundt med skibet hver sommer”, fortæller Knud Erik Møller, der for egen regning havde bekostet istandsættelsen af den sunkne hajkutter.
“Et år lagde vi til i Sukkertoppen, og folk stimlede selvfølgelig sammen på kajen for at se Knud Rasmussens gamle skib, som jo var kendt overalt i Grønland. En af de fremmødte kom hen til mig og viste mig det originale rat: “Det passer vist bedre her på båden end hjemme hos mig”, sagde han og forærede mig rattet”.
Tysk filmhold
Skibet var imidlertid dyrt at vedligeholde. Der manglede penge til elektronisk udstyr og professionel assistance fra skibstømrere. Men så – i sensommeren 1991 – ankom et tysk tv-hold under ledelse af forfatteren og journalisten Peter Milger til Nuuk. Milger var i gang med et stort dokumentarprojekt om den sagnomspundne Nordvestpassage, “Den korte, men dødsensfarlige søvej til Kina”, og søgte efter et skib og en skipper til formålet.
“Jeg spurgte havnekaptajn Knud Erik Møller, om han kendte en skipper, der var villig til at sejle gennem Nordvestpassagen med mig”, fortæller Peter Milger i filmen.
“Ja, mig”, svarede Møller.
“Har du også et skib?”.
“Ja, KIVIOQ”.
Aldrig havde tv-manden oplevet så kort en research, indrømmede han og blev fyr og flamme, da han hørte om skibets historie. Som sagt så gjort. KIVIOQ blev udrustet til turen, fik ekstra kobberforhudning, elektronik og blev udstyret med alt til den forestående ekspedition. Knud Erik Møllers kone, Vibeke, blev hyret som kok og han selv som skipper. Om bord var også en maskinmester fra søværnet, Milgers fotograf og en navigatør fra Grønland, og snart var en ny ekspedition undervejs for at finde spor af de tidligere, der havde søgt den korte, men farlige vej til Kina. Knud Rasmussen havde under sin 5. Thule-ekspedition, der også omfattede Nordvestpassagen, fundet nogle af de omkomne fra den navnkundige Franklin-ekspedition og begravet dem. Den britiske marineofficer og opdagelsesrejsende kontreadmiral Sir John Franklins sidste polarekspedition i 1845 endte tragisk med, at alle deltagere omkom.
“Vi samlede knoglerne, som lå spredt, hvor rovdyr havde efterladt dem, begravede dem og rejste et mindesmærke over dem”, hedder det i Knud Rasmussens beretning. Nu ville det tyske filmhold finde mindesmærket og indskrive sig i historien om eftersøgningen af de omkomne fra Franklin-ekspeditionen.
Men desværre måtte de give op halvvejs på grund af for store ismasser. Nok var KIVIOQ blevet rustet mod isen med kobberplader, men nogen isbryder var den dog ikke.
KIVIOQ til Danmark
I 1995 fik Knud E. Møller job ved Århus havn og sejlede KIVIOQ til Danmark via Island. Skibet blev brugt i ferierne de næste 10 år og var flere gange over Atlanten.
“Men undervejs blev Vibeke gravid og nægtede at sejle med længere. Så var der ikke andet at gøre, end at sætte båden til salg”, siger Møller med et suk.
Heldigvis var et andet ægtepar, Uwe Kilding og Jutta Carstensen, på udkig efter en sejlbåd. De havde fundet en, som lå fortøjet uden på KIVIOQ og skulle derfor hen over dækket på det gamle ekspeditionsskib for at komme ned i sejlbåden. Uwe, der arbejdede som skibselektriker hos X-Yachts, så hurtigt, at sejlbåden ikke var noget for ham.
“Den var pilrådden flere steder i træværket”, fortæller Uwe.
Men på tilbagevejen opdagede Jutta, at hajkutteren også var til salg. Det fremgik af et lille skilt i styrehuset.
“Jeg sagde til hende, at hun skulle glemme alt om det, det var alt for stor en opgave for os”, siger Uwe, men Jutta ringede alligevel og fik kontakt med K.E. Møller. De blev enige om en pris, handlede i 2005, og KIVIOQ fik hjemsted i Åbenrå. Siden 2008 er skibet erklæret bevaringsværdigt af Skibsbevaringsfonden, og fra 2011 indtil i dag har KIVIOQ været ejet af foreningen “KIVIOQs Venner”, som i 2011 for første gang fik et lån af Skibsbevaringsfonden til en omfattende restaurering.
KIVIOQs ejere Jutta Carstensen og Uwe Käding ser gerne, at deres skib kommer
til Hundested. Foto: Jørn Ruby
Jutta får en tyk klump i halsen ved tanken om at skulle afhænde skibet og vil ikke være med i den kommende forening:
“Det er svært at skulle dele skibet med andre, når man har ejet det”, siger hun. Alligevel finder hun det rigtigt at skille sig af med det nu, hvor det er i god stand og en ny forening er parat til at overtage det store arbejde med at vedligeholde båden. Samtidig glæder hun sig over at være med til at give det gamle ekspeditionsskib endnu et liv i Hundested, om alt går vel.
Artiklen var første gang offentliggjort i bladet Træskibs Sammenslutningen, oktober 2017. Gengivet her med tilladelse fra bladet og forfatteren.
