I går registrerede vi indmeldelse nr. 85. Uden at komme på kant med persondataloven kan vi nok tillade os at afsløre, at indmeldelsen kommer fra Spisehuset Knud.
Spisehuset Knud, tænker du måske – hvad er det?
Det er to erfarne restauratører, Charlotte Emanuelsen og Jens Heding, der har erhvervet den tidligere kinesiske restaurant i den gamle fiskeriauktionsbygning på Hundested Havn.
De to har taget fat på en større renovering af bygningen og glæder sig til at åbne Spisehuset til foråret. De to restauratører glæder sig også til at blive en del af erhvervslivet på Hundested Havn, og som noget af det første har de valgt at melde sig ind i Kivioqs Venner Hundested. Navnet – Knud – forpligter jo.
I år er det 85 år siden Knud Rasmussens ekspeditionsskib Kivioq blev søsat. Tilfældet ville så, at Spisehuset Knud blev medlem nr. 85 i foreningen – helt uden snyd.
På vej mod nummer 100
Helt uden snyd kan vi også snart byde velkommen til medlem nr. 100. Af helt naturlige årsager kan vi ikke lokke med et 1-tal eller et 10-tal på medlemsbeviset, men et rundt 100-tal er da heller ikke ringe?
Vi gør venligt opmærksom på, at medlemskab kan tegnes af både private, familier og virksomheder.