Kivioqs Venner Hundested holdt i dag ekstraordinær generalforsamling i det lokale medborgerhus Gubben. Mødet bragte ikke for alvor nye oplysninger frem, og ingen stillede op for at overtage bestyrelsesansvaret.
Udgangen på mødet er derfor, at forhandlingerne om at købe Knud Rasmussens ekspeditionsskib er til ende og at skibet, der har været lånt ud til foreningen i Hundested, snarest – og senest ved udgangen af maj – leveres tilbage til de nuværende ejere.
Eneste nyt var en to dage gammel henvendelse fra Ole Vistrup, formand for Træskibssammenslutningen.
TS-formand: For tidligt at give op
“Efter at have læst forløbsbeskrivelsen kan jeg ikke være i tvivl om, at bestyrelsen har kæmpet bravt for at holde projektet i live. Alligevel har jeg en fornemmelse af, at det er for tidligt at give op,” hed det i henvendelsen fra Ole Vistrup.
TS-formanden skrev videre, at “selvom der er mange fartøjer/skibe i Danmark, der er værd at bevare, er der alligevel kun ganske få, der har en NATIONAL betydning, hvor man umiddelbart udpege dem ved navn og fremhæve dem som særligt væsentlige bærere og formidlere af dansk historie, kultur og søfartskultur. Jeg kan kun komme i tanke om 4 sådanne, nemlig Kongeskibet DANNEBROG, Achton Friis’ RYLEN, Troels Kløvedals NORDKAPEREN og Knud Rasmussens KIVIOQ.”
“Jeg mener, for at drage en parallel, at hvis KIVIOQ var et bygningsværk på land, ville den være fredet i klasse A og på niveau med Kronborg Slot og højene i Jelling, og derfor er det så vigtigt, at KIVIOQ ikke ender med at blive hugget op.”
TS-formanden tilbød sin personlige sparring og sit omfattende netværk til en kommende bestyrelse, og det vil den fortsættende bestyrelse naturligvis tage imod.
Lukketid
Det ændrer dog ikke ved, at bestyrelsen fra i dag at regne kun har én opgave, og det er at afslutte Kivioq-projektet i sin nuværende form.
Hvis du har mod på og midler til at gå ind i arbejdet for at bevare Kivioq, bør du kontakte bestyrelsen hurtigst muligt. Det kan ske med et telefonopkald eller en e-mail til den afgående formand, Aksel Bjørke:
Telefon: 60 56 42 14